Vinden fører vanddamp med sig, og når den er tung nok, falder den ned som regn eller sne. Når det regner over land, vil en vis del af vandet straks fordampe fra overfladen, men størstedelen af regnen vil sive ned i jorden.
En del af det vand, der siver ned, bliver i rodzonen og optages af planternes rødder og sendes tilbage op i luften gennem bladene. Det vand, som slipper forbi rodzonen, fortsætter nedad, løber i mellemrummene mellem jordpartikler og mineralkorn, og efter noget tid når det ned til den øverste del af det, der kaldes den mættede zone, fordi vandet her har udfyldt alle mellemrummene. Herefter kalder man det grundvand.
På vej ned gennem jorden er der mange vekslende geologiske lag, som påvirker grundvandets strømningshastighed og retning. Vandet har for eksempel svært ved at trænge gennem ler, men let ved at trænge gennem sand og opsprækket kalk. Derfor er det også fra sand og kalk, man pumper det op til drikkevand. Næsten alt drikkevand i Danmark er grundvand, som pumpes op.
Når vandet når grundvandsspejlet, begynder det at opføre sig mere som én sammenhængende vandmasse, hvor det også kan strømme sidelæns og for den sags skyld opad under visse forhold. Da det med tiden vil regne igen, kommer der nemlig nyt vand til, der maser på fra oven og derfor tvinger grundvandet nedefter og ud.
En meget stor del af vandet når dog ikke ret langt i denne tilstand, før det rammer et dræn i form af en sø, et vandløb, en utæt kloak eller andet. Herfra bliver det ført tilbage til havet, hvor det starter forfra som havvand, damp og så nedbør.
Det vand, der ikke ryger den vej, vil beholde sin status som grundvand i længere tid og vil fortsætte rejsen nedefter styret af tyngdekraften, landskabets hældning og trykforskelle.